Hvor er det bare fedt at være med til at arrangere DM.

Vi har nu afholdt to rutefremvisninger og er begge gange blevet blæst totalt ud af skoene over det store fremmøde.

Det er aldrig til at vide hvad der sker når man sidder en mørk vinteraften og planlægger et cykelløb. Vil folk syntes om det, vil der komme en masse og køre løbet, hvordan bliver vejret? Svarene begynder roligt at løbe ind idet der nu kun er små to uger tilbage til løbet bliver afholdt.

Indtil videre er vi alle i projektgruppen ret overraskede over hvor mange der møder op til vores fremvisninger. Det har været het kanon at følge godt og el hundrede ryttere rundt på sporet indtil nu. Fedt, tak for det til jer alle.

Vi ses på sporet weekenden den 16-17 juni.

Det var med stor spænding, at jeg i morges gav mig af sted på den nye cykel. Hvilken form for spor ventede forude når den officielle rute skulle gennemkøres…

Efter 12 km. på landevej nåede jeg mit mål. Ruten i Klosterheden.

Singletrack eller grusveje

Jeg havde ingen forventinger til ruten, men mit start-punkt var på en grusvej og jeg gik i gang. GPS sporet, som jeg havde hentet på GPSies.com, viste ca. 45 km forude og da jeg downloadede filen lagde jeg mærke til at vedkommende, der havde uploaded filen, havde kørt med ca. 10 km/timen. Det ville give 4 timer og tre kvarter…

http://www.gpsies.com/map.do?fileId=oojczmvhhtolifwm

Den køretid ville betyde at jeg missede frokosten, så jeg havde forhåbninger om at kunne gøre det hurtigere. En smutvej blev fundet på sporet, så den kunne benyttes hvis det skulle være nødvendigt.

Med grusvejen under hjulene kom der fart over feltet. Der gik nogle kilometer inden jeg blev ledt væk fra grusvejen og ind på nogle sprøde spor. Da jeg ramte de smalle spor var gennemsnittet lige under 30 km/t og jeg frygtede jeg havde lagt lidt for hurtigt ud. Men pulsen var fin, så no worries…

Rutens opmærkning var fænomenal. Det kan vi lære lidt af på det faste spor i Silkeborg.

Markeringen med maling er ca. 15 cm i diameter på træstammerne. En blå plet på 5 cm i diameter med en hvis ding på yderligere 5 cm. uden om. Den kan ses på afstand. Og der var lavet nok af dem!

Det skulle vise sig, at omkring (hvis ikke mere) halvdelen af ruten var grusvej, som var fast og hurtig. Tiden blev ikke noget problem. Men det er godt nok stor kontrast til de lokale stier i Silkeborg hvor der sjældent køres grusveje – og det fast etablerede spor i Nordskoven er den direkte modsætning med 99% singletrack. Men det er altid godt at prøve noget andet. Og så var det god grundtræning.

Bakket eller fladt

Lad mig sige det med det samme: Ruten er flad. 200 højdemeter på 45 kilometer fortæller historien. Jeg var samlet set 10 sekunder på den lille klinge ved en enkelt passage på 5 meters stigning. Det var det. Men det giver mulighed for en hurtig rute. Jeg kom rundt med ca. 20 km/t i snit hvilet kan gøres meget bedre. Var jeg i god form havde tallet været 25 pga de mange grusveje.

Igen er det modsætninger der mødes. Det faste velkendte spor i Nordskoven, hvor de mange bakker aldrig giver en ro mod Klosterhedens flade spor som er godt til at øve ”speed skills” og holde farten konstant.

Solskind eller regnvejr

Vejrudsigten var noget usikker. Der ville sandsynligvis komme vand fra oven inden jeg var tilbage. Allerede kort efter jeg ramte det første stykke singletrack kom de første stænk. Ikke for meget, men lige nøjagtig nok til at det var rigtigt fedt. Sporene blev lige en anelse bedre og jeg blev kølet af uden at blive kold.

Mod slutningen af omgangen skulle det dog vise sig anderledes. De sidste 30 minutter på ruten og de 12 kilometer tilbage mod Holstebro foregik i silende regn. Jeg var ved at være kold i mere end en forstand. Stængerne var ved at være tomme for energi og kroppen var lidt nede i temperatur. En vest havde været god at have i baglommen på det tidspunkt. Modsætningerne mødtes endnu en gang; Høj sol og vindstille skifter hurtigt til silende regn og modvind. God træning når man er godt brugt og lige skal trække det sidste frem fra depoterne.

En kort eller en lang

Det var dejligt at prøve noget andet end det hjemlige spor. Også når det gælder distancen. Med en rute, der er tre gange så lang som den vanlige i Nordskoven, kører man på en noget anden måde. Eller jeg gør.

Jeg indrømmer – jeg har endnu til gode at køre mere end en omgang i Nordskoven. Min rygrad er efter 1. omgang som en kop kakaomælk og jeg slår op i banen og triller en god tur hjem.

På denne lange rute er der ingen vej uden om. Man skal hele vejen rundt. Fantastisk. Igen en anden måde at køre en fast rute på.

Full suspension eller hard-tail

Jeg afslørede det i starten af indlægget. Der er kommet en ny cykel i stalden.

Rivetten er ved at være lidt træt, så der er kommet en afløser. En Cannondale Flash 29’er, som ind til videre er et rigtigt godt bekendtskab.

Den nye cykel har fortsat sporet i Nordskoven til gode, men jeg har svært ved at forestille mig at den vil være et godt valg der. Cannondalen er super hurtig og reagerer prompte på hurtige antrit og på flade strækninger. På de få tekniske stykker den har kørt, bl.a. på dagens tur, er den ikke et vidunder – men den kommer da igennem.

I Klosterheden var den det perfekte valg. I Silkeborg vil min full suspension være det rigtige valg.

Det var en dag i modsætningernes tegn. Et anderledes spor, i skiftende vejr med et nyt terræn på en ny cykel. Men nøj det var en god tur…

Hermed en lille update med video fra turen:

Igår kom karrierens første sejr i hus. Langballe og jeg var kørt til Aalborg for at deltage i forbundsmesterskaberne i MTB under det militære idrætsforbund.

Der skulle køres to starter, en to mands stafet og et almindeligt XC løb. Ruten var en 4,3 km lang nybygget, teknisk, hurtig og ikke mindst relativt flad rundtur i Hvorup øvelsesterræn. Ved ankomst tog vi en prøverunde og var begge godt tilfredse med ruten og sværhedsgraden. Derefter blev vi enige om begge at satse på XC løbet og bruge stafetten til at lære ruten bedre at kende. Langballe skulle køre første tur og jeg skulle så bare trille den i mål som anden mand.

Starten gik, 600 m på cindersbanen, og så ud på ruten. Langballe sad som nummer 4 efter de første 200, så som nr 3 og på vej ud på ruten som nummer to kun 5 meter bag den førende rytter. Ruten lå godt til ham så jeg kunne allerede se målsætnigen om en rolig tur fordufte i det fine sommervejr.

Efter 16,38 m. kom Langballe ind på stadion igen, trædende en hidsig pedal, små 150 meter derfra den næste rytter. Efter lidt tomult ved overdragelsen kom jeg afsted og tænkte nu er det alt eller intet – fuld pedal og så sikker i svingene.

Jeg drønede derudaf i puls 95% og tænkte om lidt stopper benene med at træde. Under turen blev jeg ved med at kigge bagud for at sikre mig jeg holdt forspringet. Ca halvvejs på ruten fik jeg øje på 3 ryttere bag mig som var et stykke efter – puha det gav lidt luft til de pressede lunger. Med omkring 1000 meter tilbage taber jeg kæden i et fejlskift, og forsøger at træde den på igen, pis det dur ikke, af cyklen og prøve igen, den kommer på og jeg er afsted. Fuld drøn, og ingen cykellyde bag mig. På vej ind på stadion ser jeg bagud og får øje på nr 2, han er 10-15 sek bag mig og jeg kan roligt træde den op i fart og køre i mål hvor Langballe venter og er ellevild. Følelsen af at køre først over stregen var mega fed, og helt klart anstrengelserne værd.

Efterfølgende tog det mig omkring en halv time at få et normalt åndedræt. Turen (16.09) var blevet kørt med en snitpuls på 167 og peak på 176 (Vejle XCO snit: 157 og peak på 174) noget som burde have slået mine ben ihjel væsentligt før målstregen.

XC løbet snakker vi ikke om (punkterede i startloopet og vred toppen af ventilen af extra slangen under oppumpning så jeg udgik efter 7 min hvoraf jeg havde kørt det ene).

Fed dag i det nordjyske, og mega optur med en uventet sejr.

Tak for turen Michael, og for at lægge så hårdt ud at jeg var nød til at følge trop.

April måned er sæsonstart, og det har lykkedes for mig at pakke kalenderen med ikke mindre end 4 løb. Det ene et marathon som skulle køres i Münsingen, DE.

Vi var 9 fra SIF der tog afsted mod den første afdeling af bundesligaen 2011. Det skulle snart vise sig at forholdene var noget større end herhjemme i lille DK.

3 af os skulle køre Uralan forårsmarathon lørdag formiddag og den resterende del skulle køre løb lørdag eftermiddag og søndag morgen. Derefter skulle herre og dame elite lige overværes og så retur til DK.

I marathon disciplinen (som er noget mere besøgt end i DK) var der 700 ryttere til start. Vi kom desværre ret sent til starten, så vi var bagerst i feltet. Startskuddet lød, men der var ingen bevægelse. Først 30 sek efter kunne vi se ryttere begynde at klikke i og køre – det betød massiv prop på sporet og 5-10 km i kanten af vejen og zig-zag mellem diverse motio ryttere med alt muligt skinnende grej på deres cykler.
Mine ben var gode og det gav god motivation hele tiden at overhale nogen. Omkring 20 km måtte jeg dog af cyklen og kigge lidt til forbremsen, justere – på cyklen igen – ikke ordnet, af igen – justere, køre videre – pokkers ikke ordnet endnu. Brugte 10 min på en top på at skrue mit forhjul ordenligt på, hvilket kostede i bunkevis af placeringer.
Resten af løbet blev en lang satsning for at hente det tabte. 104 enkeltryttere blev overhalet inden vi kom i mål. Her var jeg glad for min XC baggrund som gjorde at sving og nedkørsler var meget overkommelige.

Resten af weekenden blev brugt på at se løb, og kigge detaljer ud i venue som skal med i vores DM planlægning.

Alt i alt en kanon! weekend i det sydtyske. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg gør det.

Min cykel var desværre ikke helt klar, men med lidt lånte dele stillede jeg til start i Herre Motion. Min mor var taget med og havde den lille fyr under løbet sammmen med mit kammera og fik både taget gode billeder og passet min søn. Det er utroligt hvad mødre kan

Tak til Misery.dk for lån af billede

I boxen var der omkring 45 ryttere til start, og stemningen var høj. Skuddet lød og vi drønede afsted på en lang sej grusstigning som agerede startloop. Skjødt røg ud af boxen på den for alvor store klinge. Han førte an som var det VM i enkeltstart, og kom da også først over målstregen – den første gang. Men det så dælme overbevisende ud fra min saddel.

Ruten var den klassiske 8 tals rute, med sprød singletrack kun afbrudt af massive stigninger og en lille bitte smule grusvej til at binde det hele sammen. Jeg sad i den forreste tredjedel af feltet da vi ramte det første singletrack og var egentlig meget godt tilfreds med min start. I løbet af den første omgang fandt jeg en gruppe på 4-5 ryttere at køre med og det klassiske scenarie begyndte at udspille sig. Jeg trækker fra på grus og nedkørsler men bliver hentet (og nogle gange også overhalet) på alle stigninger. Det SKAL jeg simpelthen til at have styr på!!

Der var god opbakning undervejs og ruten byder på rigtig fede spor, både tekniske og med god udsigt til dalen. I løbet af 3. omgang begynder mine ben at være noget tunge og jeg må af og trække de stejle steder. Noget der kostede mig 3 placeringer desværre. På 4. omgang sidder nedkørslerne godt i fingrene, og jeg har et godt flow på ruten. Desværre begyndte min saddelpind at dykke, så jeg endte med at sidde ligeså lavt som DH rytterne plejer.
Trods en del rygsmerter lykkes det mig at komme ind som nr. 16 af 45. En godkendt start på sæsonen.

I weekenden d. 11-13 marts drog 16 glade SIF MTB ryttere mod Ahl Hage, herunder hele team biketalk. Der var lagt oo til en hård tur, og selvom der ikke var repæsentanter fra team biketalk med på den første tur fra Århus til Lejren var det med ømme stænger og rigeligt med KM i benene vi tog hjem om søndagen.

Fredag kørte vi en kort tur med lampe i panden og lørdag blev der kørt en lang tur i Mols Bjerge med lokale guider. Uheldigvis gik mit friløb på baghjulet i stykker for trejde gang indenfor kort tid så jeg måtte bruge to timer på at kigge på udstoppede dyr i det lokale besøgsenter.
Om eftermiddagen slog vi et smut forbi vintercup ruten i nordkanten af Ebeltoft. En rute der indeholdt mange nylavede spor og få men udfordrende højdemeter. Vi mødte to lokale derude og fik en snak om grej og spor som det sig hør og bør. Efterfølgende fik vi en rundvisning på en høj i nærheden som gav godt med højdemeter i benene. Fedt!

Søndag blev brugt til teknik træning på vintercup ruten da alle havde tomme energi depoter.

Det gav tre gode dage i sadlen og efter mit nyligt overståede Bikefit var det også en fornøjelse at sidde så længe i sadlen. En fornemmelse der har været forsvundet i meget lang tid.

Nu kommer foråret og cyklen er skilt ad til rengøring og justering. Det bliver så godt med sprøde spor.

Søndag var der Vintercup i Viborg og jeg havde børnevagten. What to do – jeg drog afsted med kammeraet under armen og sønnen placeret i et terrængående køretøj og så var det ud og fotografere.

Det blev til en hel masse billeder, en god dag på sidelinjen og lidt snak med cykelbuddies. Nedenfor kan i se resultatet af anstrengelserne i live udfoldelse. God fornøjelse!

2010 – gik det som det skulle?

Jeg havde fra begyndelsen af 2010 opstillet en række mål, som jeg gerne ville indfri i 2010. På løbssiden havde jeg et ønske om at slutte i den bedste halvdel af hvert løb. Det lykkedes desværre ikke som forventet, idet jeg konsekvent nærmest slutter som nummer et i den sidste halvdel – det skal der gøres noget ved. Derudover skulle jeg stille op i minimum et løb som C-rytter. Valget faldt på møn, hvor jeg kørte et skidt løb hvor det meste af løbet blev brugt på, ja – at løbe.

Derudover havde jeg en målsætning om at få en hurtigere grundfart på sporet, samt blive bedre til at køre opkørsler. Faten er klart blevet bedre, jeg er blevet bedre til at holde et godt flow på sporet men opkørslerne er jeg ikke blevet gode venner med endnu. Der mangler simpelthen power i benene når det går opad – noget jeg vil forsøge at gøre noget ved i 2011 med øget styrketræning.

Samlet set må man sige at jeg nogenlunde har levet op til målene. Der er nogle der ikke blev opnået og nogle der lykkedes delvist. Samlet set har jeg fået mig en hel del ekstra erfaring som MTB rytter.

2011 – hvad skal der gang i

i 2011 skal jeg arbejde videre på 2010 målsætningen og se om jeg kan opnå bedre resultater end 2010. På grejsiden skal jeg forsøge at holde det lidt i ro, idet cyklen er godt kørende og jeg er glad for den nuværende opsætning – men lidt grej skal der nok købes alligevel. Især Chris King går og spøger med deres ulastelige produkter.

På løbssiden fastholdes 2010 målsætningerne. Jeg vil stadig gerne til udlandet og køre et løb, måske der bliver tid til det i løbet af året.

På træningssiden skal jeg forsøge at undgå at falde i trail fælden. Hele sidste sommer blev brugt på at køre rundt og se på natur i roligt tempo. Her skal jeg forsøge at træne lidt mindre, men til gengæld skrue op for intensiteten.

Derudover er jeg blevet løbsleder for DM i XC MTB 2011. Det bliver en kæmpe udfordring at følge op på successen i Varde sidste år. Men vi er klar til udfordringen i SIF, og har en masse ideer til hvordan vi skaber en ordentlig MTB fest i Silkeborg.

Nok for nu – vi ses på sporet.